Sports- og Kulturcampus, Aarhus

Case om el- og sikringsentreprisen i forbindelse med opførelsen af et 8.500 kvm stort Sports- og Kulturcampus i Aarhus.

El- og sikringsentreprise på Sports- og Kulturcampus i Aarhus

I Brabrand ved Aarhus har MT Højgaard som hovedentreprenør stået i spidsen for opførelsen af Sports- og Kulturcampus. Som underentreprenør har Henning Mortensen a/s været ansvarlig for el- og sikringsentreprisen på byggeriet.

I det vestlige Aarhus har Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening i tæt samspil med en række samarbejdspartnere stået bag opførelsen af Sports- og Kulturcampus, som blev indviet den 8. december 2021. Som underentreprenør har Henning Mortensen a/s stået for elinstallationer og sikring  – herunder blandt andet:

  • Tavle- og CTS-anlæg
  • Indvendige og udvendige belysningsinstallationer
  • Effektbelysning
  • Datainstallationer
  • Sikringsinstallationer (ABA, AVA, AIA og ADK)

Sports- og Kulturcampus består af to huse samt et udendørs samlingssted, Verdenspladsen, der sammen med Byparken og en fodboldbane af kunstgræs året rundt kan byde på aktiviteter inden for sport, kultur, oplevelser, læring og socialt samvær for byens borgere både ude og inde.

De nye faciliteter huser blandt andet fodboldklub, klatreklub, bibliotek, kulturfabrik og lokalhistorisk arkiv.

Eltekniske installationer til 8.500 kvm samlingssted

El- og sikringsentreprisen på det 8.500 kvm nybyggeri var samlet hos Henning Mortensen a/s, der i projektperioden har haft op til 10 elektrikere og lærlinge på opgaven. For Henning Mortensen a/s havde projektet opstart i foråret 2020, og mundede ud i aflevering af færdigt arbejde i november 2021.

Elinstallationer og sikringsløsninger i nybyggeri

»El-teknisk set er Sports- og Kulturcampus i Aarhus et traditionelt nybyggeri, hvor vi har installeret komponenter og armaturer, som lever op til lovkrav og moderne brugeres ønsker og behov. For eksempel er sikringsinstallationerne bundet sammen i et integreret NOX-system, så administrationen af hele sikringsløsningen efterfølgende bliver enkel og fleksibel«.

Sådan siger projektleder Rasmus Skjøtt fra Henning Mortensen a/s i forbindelse med afleveringen af projektet. Han fortsætter:

»Blandt elinstallationsopgaverne i forbindelse med opførelsen af det nye Sports- og Kulturcampus vil jeg nok fremhæve det udendørs effektlys og opsætning af lyset i klatrehallen som de mest interessante. Af hensyn til klatrernes sikkerhed skal alle belysningsarmaturer nemlig placeres meget præcist, så alle flader bliver belyst jævnt«.

Fakta om projektet

Bygherre: Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening i tæt samspil med en række samarbejdspartnere

Hovedentreprenør: MT Højgaard

Entrepriser: El og sikring

Areal: 8.500 kvm

Projektperiode: 2020-2021

Lokalitet: Karen Blixens Boulevard 23 – 27, 8220 Brabrand, Aarhus