Modtager af Silkeborg Business Nålen
– anerkendes for lærlingeindsats
I forbindelse med årets nytårsbriefing hos Erhverv Silkeborg har Lars Troelsgaard fra Henning Mortensen a/s modtaget Silkeborg Business Nålen.
Lars Troelsgaard er vvs-serviceleder hos Henning Mortensen a/s og ét af de i alt ni medlemmer fra arbejdsgruppen bag Silkeborgs LærlingeNetværk, som af Silkeborg Business fredag den 8. januar 2021 blev tildelt Silkeborg Business Nålen for deres særlige indsats rettet mod lærlinge i håndværks- og industrifagene.
Stolt over anerkendelse
»Det er et tværfagligt netværk for lærlinge i Silkeborg. Vores overordnede formål er at gøre erhvervsuddannelser mere attraktive, så vi kan tiltrække og fastholde flere i håndværksfagene«, fortæller Lars Troelsgaard om Silkeborgs LærlingeNetværk.
Arbejdsgruppen bag netværket vil blandt andet skabe tværfaglige oplevelser for lærlinge fra forskellige virksomheder i forskellige brancher samt sikre, at fremtidens lærlinge fremover bliver anerkendt med borgmesterhåndtryk i byrådssalen, når de afslutter deres uddannelse.
»Jeg simpelthen så stolt over at modtage denne anerkendelse på vegne af Henning Mortensen a/s. Det er en stor fornøjelse at være ansat i en virksomhed, som både giver plads til at være en aktiv spiller i lokalsamfundet og tage del i det samfundsmæssige ansvar, der ligger i at uddanne næste generation af for eksempel vvs’ere, elektrikere og blikkenslagere«, siger Lars Troelsgaard.
Håndværksfagene skal være attraktive
Det er ikke kun i Silkeborgs LærlingeNetværk, Lars Troelsgaard lægger en indsats for fremtidens håndværkere. Han bruger blandt andet også tid på at lave sociale arrangementer for lærlinge hos Henning Mortensen a/s. Og senest har han bidraget til søsætningen af virksomhedens interne mentorordning for lærlinge.
»Hos Henning Mortensen a/s arbejder vi hele tiden hårdt på at knække koden til, hvordan man skaber sammenhold på arbejdspladsen og bedst muligt tiltrækker og fastholder lærlinge i håndværksfagene«, fortæller Lars Troelsgaard, der både ser en stor ære og en forpligtigelse i at modtage Silkeborg Business Nålen for sin lærlingeindsats.
»Arbejdet med at skabe rammer, der gør det attraktivt for unge at vælge en håndværksuddannelse, skal fortsætte. Anerkendelsen fra Silkeborg Business minder om, at vi kan ikke nøjes med at tale om det – prognoserne for det danske arbejdsmarked varsler stor mangel på faglærte hænder«, slutter Lars Troelsgaard.
Vvs-serviceleder Lars Troelsgaard fra Henning Mortensen a/s modtog i forbindelse med årets nytårsbriefing hos Erhverv Silkeborg den 8. januar 2021 Silkeborg Business Nålen.